At starte i hundebørnehave er en stor ting – både for din hund og for dig som ejer.
Derfor gør jeg mig umage for, at opstarten bliver så tryg og glidende som muligt.
Før en hund bliver en del af flokken, starter vi med et introduktionsmøde hjemme hos jer. Mødet varer cirka en time.
Her møder jeg din hund i sine vante omgivelser, og vi får en snak om jeres behov og forventninger – og du får mulighed for at stille alle de spørgsmål, du måtte have. Jeg har også mit spørgeskema med, så vi kommer godt omkring alt det praktiske.
Imens jeg er på besøg, observerer jeg og “lytter” til, hvad din hund fortæller med sin krop og adfærd. Jeg plejer at sige, at fra jeg kommer til jeg går, er det en lang samtale mellem mig og hunden – den skal have lov at sige til og fra på sin måde. Og bare rolig – der er ikke noget rigtigt eller forkert. Alt, din hund viser, hjælper mig med at lære den bedre at kende.
Vi afslutter mødet med en lille tur ud til min specialindrettede hundebil, hvor din hund får lov til at snuse, gå på opdagelse og fornemme stemningen.
Hvis kemien er god, og det føles rigtigt for begge parter, aftaler vi en prøvedag eller en kortere introduktionstur. Her får jeg mulighed for at se, hvordan din hund trives med transport, nye omgivelser og samværet med de andre hunde.
Jeg lægger vægt på, at hver hund får en rolig og god opstart i sit eget tempo. Ikke alle springer lige ind i legen fra dag ét – og det skal de heller ikke. Jeg har tid, tålmodighed og blik for de små signaler. Derfor foregår introduktionen af nye hunde altid nænsomt og med hensyn til både deres behov og den gode stemning i flokken.